ForfaldentRum-2-Astronaut-4.png
C-logo-invert.png
ensomhedensMuseum-logo.png

Digt af Mathilde​

Jeg smiler bag forhænget der skjuler mine luftveje, over den optrukne linje får jeg et flygtigt blik igen fra en fremmed.
Nettoposens hanke skærer i mine flader, det er koldt i opgangen når jeg låser mig ind.


Fjernsynets indhold flyver ud som kolibrier, tænk at være en fugl med vinger og flyve i flok. Plastik-vinger ville smelte i solen, glas-vinger ville være tunge, man ville falde mod jorden lige meget hvad.


Døde fluer i vindueskarmen, de ligger tæt.
Tænk at være en stueplante, at stå blandt andre planter, optage kulstof gennem kanaler og give noget igen andre ville kunne ånde og bruge.

Digtet behandler den ensomhed det kan medføre at være isoleret i en pandemi-tid. Både et isoleret ansigt bag et mundbind og en isoleret krop i en stue. På samme måde beskriver Edward Hopper i sit maleri ‘Morning Sun’ fra 1952 den samme form for melankolsk isolation, som man kan opleve indelukket på sit værelse en solskinsdag.