top of page
ForfaldentRum-2-Astronaut-4.png
C-logo-invert.png
ensomhedensMuseum-logo.png

Digt af Mathilde​

Jeg smiler bag forhænget der skjuler mine luftveje, over den optrukne linje får jeg et flygtigt blik igen fra en fremmed.
Nettoposens hanke skærer i mine flader, det er koldt i opgangen når jeg låser mig ind.


Fjernsynets indhold flyver ud som kolibrier, tænk at være en fugl med vinger og flyve i flok. Plastik-vinger ville smelte i solen, glas-vinger ville være tunge, man ville falde mod jorden lige meget hvad.


Døde fluer i vindueskarmen, de ligger tæt.
Tænk at være en stueplante, at stå blandt andre planter, optage kulstof gennem kanaler og give noget igen andre ville kunne ånde og bruge.

morning-sun.jpg

Digtet behandler den ensomhed det kan medføre at være isoleret i en pandemi-tid. Både et isoleret ansigt bag et mundbind og en isoleret krop i en stue. På samme måde beskriver Edward Hopper i sit maleri ‘Morning Sun’ fra 1952 den samme form for melankolsk isolation, som man kan opleve indelukket på sit værelse en solskinsdag.

bottom of page