



Jeg smiler bag forhænget der skjuler mine luftveje, over den optrukne linje får jeg et flygtigt blik igen fra en fremmed.
Nettoposens hanke skærer i mine flader, det er koldt i opgangen når jeg låser mig ind.
Fjernsynets indhold flyver ud som kolibrier, tænk at være en fugl med vinger og flyve i flok. Plastik-vinger ville smelte i solen, glas-vinger ville være tunge, man ville falde mod jorden lige meget hvad.
Døde fluer i vindueskarmen, de ligger tæt.
Tænk at være en stueplante, at stå blandt andre planter, optage kulstof gennem kanaler og give noget igen andre ville kunne ånde og bruge.




Jeg laver ikke noget.
Jeg ser ikke nogen.
Ingen ved hvad der foregår.
Jeg er bare mig, i den evige, lange,
mørke gang af tanker.
Der er kun mig.
Hvordan slipper jeg ud?
Jeg kan ikke bevæge mig.
Jeg føler mig tom.
Der er ikke andre.
Det er kun mig.
Jeg er ensom.







Du er i mig. Jeg kan ikke skære dig ud.
Bløde dig ud.
Arrene på mine underarme bevidner om mine forsøg. Jeg kan ikke græde dig ud. Tårerne flyder, men du bliver.
Alle andre går, men du bliver.
Du gør ondt på mig.
Du gør ondt indeni.
Ensomhed er måden jeg er alene på.
Jeg er ikke alene. Næsten aldrig.
Jeg kan ikke lide det.
Jeg kan ikke lide mine tanker. De skræmmer mig. Mine følelser skræmmer mig.
Ensomhed skræmmer mig.






